det aegte udtryk i fotografiet header

DET ÆGTE UDTRYK I FOTOGRAFIET

DET ÆGTE UDTRYK GØR FORSKELLEN

I dette blogindlæg lærer du om det ægte udtryk. Det ægte udtryk er nemlig bærende og helt afgørende for om et billede virker – uanset om du har styr på alt det tekniske eller ej.

Hvis du ikke formår at skabe ægte udtryk, selvom du har styr på alt det fototekniske, ja så kommer dit billede aldrig til at fungere. Derfor handler denne blogartikel om det ægte udtryk.

Du får mit bud på, hvad det ægte udtryk er. Hvordan det ægte udtryk skabes, og hvorfor det overhovedet er relevant at fokusere på det naturlige og ægte udtryk i fotografiet.

Lad os begynde med et eksempel. Se på de to billeder herunder. Hvilket udtryk “taler” mest til dig, får dig til at smile og fanger din opmærksomhed?

 

HVAD SYNTES ANDRE OM DET ÆGTE UDTRYK?

Sidst jeg afholdt et online kursus for en masse skønne mødre, spurgte jeg om ovenstående og lavede en afstemning. 

Resultatet var:

  • 93 ud af 94 mødre stemte på billede 2.
  • Kun 1 ud af 94 mødre stemte på billede 1.

Det vil altså sige, at 99 % stemte på billede 2 og kun 1 % stemte på billede 1. Vildt ikke?… OG ved du hvad? Det er der faktisk en rigtig god forklaring på! For billede 1 har det opstillede udtryk. Billede 2 har det ægte udtryk.

Er du i tvivl? Så se på pigens øjne. På billede nr. 2 er der en sød smilerynke / -fold under øjnene og hendes øjne stråler. Munden er også et eksempel på, at billede 2 har det ægte udtryk.

Det vil altså sige: For at skabe et billede der er interessant og “taler” til modtageren, så skal udtrykket altså være ægte!

ÆGTE VERSUS ‘UÆGTE’ UDTRYK

Pigen på billedet er min datter Naja. Jeg har her brugt to forskellige strategier, mens hun stod i studiet. På første billede brugte jeg den strategi, som du sikkert kender og måske er vokset op med (…det er jeg i hvert tilfælde… og min søde far gør det stadig).

Strategien er: Kig ind i kameraet, stå eller sid ordentlig og  ”SMIIIIIIIIL” eller bare ”SMIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIL”

Den metode skaber opstillede udtryk. Udtryk, som ikke er ægte.

METODEN TIL DET ÆGTE UDTRYK

Hvordan skaber du så det ægte udtryk? Og hvad er ægte udtryk egentlig?

 Jo, det ægte udtryk handler om en ægte, autentisk og virkelig følelse. Det vil sige en følelse som rent faktisk føles af din model.

Følelsen kan være alt fra glæde, samhørighed, optagethed, fordybelse, angst, fortvivlelse til selvsikkerhed eller andet. Altså alle de følelser, vi mennesker kan rumme i os.

Du skaber ægte udtryk ved at skabe rammerne for, at personen kan føle noget, som man gerne vil have foreviget på billedet.

Hvis vi ser på billede 2 af Naja igen, så snakkede og fjollede jeg med Naja, mens jeg tog billederne. Jeg bad hende ikke om at smile. Det kom helt af sig selv. Resultatet var, at det blev et ægte smil.

Lad mig give dig et eksempel mere.

LEG DIG TIL DET ÆGTE UDTRYK

Her er et billede af kære Alma. Denne gang 2,5 år gammel. 

Alma syntes “Tit-tit-bøh” var en helt fantastisk leg. Så det var dét, jeg legede med hende.

 Det gjorde jeg ved at:

  • Fotografere på Almas præmisser.
  • Finde ud af hvad der gjorde Alma glad og godt tilpas.
  • Tage mange billeder efter hinanden med brug af timing.

Sådan 
fik jeg billeder med ægte udtryk. Billeder, hvor man kan mærke Almas glæde samtidig med, at det blev en positiv oplevelse både for Alma og hendes mor.

Almas egen opfattelse udtrykte hun med: “Dét var sjovt mor! Ligesom en fest, fordi at der var glimmer og blink (blitz). Og så var jeg lidt en prinsesse.”
Med andre ord en dejlig oplevelse for alle.

FORFATTER

Artiklen er skrevet af børnefotograf Karina Frausing Bennedsen. Karina er fuldtids fotograf med speciale i børnefotografi. Hendes ønske og mål som fotograf er at hjælpe forældre og kommende forældre med at fastholde nuet – den gravide mave, fødslen og barnets fantastiske udvikling – til minde og glæde i fremtiden.

Vi har fået en ny hjemmeside, og hele vores lærings platform er blevet moderniseret. Få indblik i hvad det betyder for digKlik Her
+ +
Scroll til toppen